Opera Nordsjælland

La Traviata, handlingen, Akt III

En tid er gået, og Violetta er blevet indhentet af sin sygdom. Hun er ludfattig og bor under usle forhold. Tjenestepigen Annina og hendes gamle ven doktor Grenvil, som tilser hende, er alt, hun har tilbage. I mellemtiden har Alfredo fra sin angrende far erfaret sandheden om Violettas kærlighed. Han opsøger hende, og de genforenes i fortvivlelse og et falsk håb om en fremtid sammen. I 11. time støder Germont til og beder om tilgivelse. Violetta dør omgivet af Alfredo, Germont, Annina og doktoren.
Den vildfarne
La traviata er angivelig den mest spillede opera i verden. Det undrer ikke. Det er historien om ubetinget kærlighed i dødens, sygdommens og fordømmelsens skygge. Det er historien om, hvordan menneskesjælen kan forhærdes og vildledes, når vi holder den bedøvet med larm, luksus og misbrug. Det er historien om håb i håbløsheden. Og det er en historie om synd og fromhed. Det sidste ikke mindst - og det overses efter min mening i visse iscenesættelser. La traviata betyder den vildfarne, og Violetta beder mod slutningen Gud tilgive, at hun valgte den forkerte vej. Hun har hele tiden vidst, hendes liv ikke har været levet efter Guds ønske - men hun har aldrig vaklet i sin tro. Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, som Paulus skriver. Om hendes fatale offerhandling - at forlade sin elskede Alfredo - er fornuftig, kan diskuteres. Men i Violettas selvforståelse er den uden tvivl knyttet sammen med hendes tro. Hendes gribende dødsscene skal også ses i dette lys - fra sin hinsidige evighed vil Violettas velsigne Alfredos kommende kærlighed. (Jacob Beck, instruktør)