Cavalleria Rusticana 2022

Nyopsætning af

Cavalleria Rusticana

21., 22. og 23. oktober 2022 på Kulturcenter Mariehøj i Gl. Holte

Billetsalg:  https://billetto.dk/search?text=cavalleria+rustic

Opera Nordsjælland nyopsætter nu 2017s store succes Cavaleria Rusticana.

Igen er det Simone Victor, der synger Santuzza, og som nogle måske hørte i sommeren 2021 i Elskovsdrikken, er hun blevet endnu bedre i mellemtiden.

Også Andreas Bigum, der i mellemtiden er blevet færdiguddannet som sanger, kunne ikke sige nej til at synge Turiddu. 


Handling:

Arbejderen Turiddu var forlovet med den kokette Lola. Turiddu forlod imidlertid byen en tid, da han skulle i hæren. Da han kom hjem, havde Lola giftet sig med lastvognschaufføren (oprindelig kusk) Alfio. I mangel af bedre indledte Turiddu et forhold til den unge Santuzza, og dette holdt sig nok ikke helt inden for de katolske regler om kyskhed, således den trofaste Santuzza i byen har fået status af falden kvinde. Samtidig hermed har han i al hemmelighed genoptaget sit forhold til den nu gifte Lola. Og her begynder operaens handling:

Det er påskemorgen, og byen forbereder højtiden. Santuzza har opsnappet, at hendes kæreste Turiddu og Lola hemmeligt har natlige stævnemøder. Santuzza er knust, og hun ved, at en afsløring af forholdet kan sætte en lavine af ulykker i gang. Hun drøfter det med Turiddus mor Mama Lucia, som kun modvilligt vil høre sandheden. Hele landsbyen er optaget af den årlige påskefest og -gudstjeneste, og et af operaens hovednumre er det berømte påskekor, hvor landbyboerne drager i procession til kirke. Santuzza konfronterer uden for kirkenTuriddu med sin viden. Han reagerer med vrede og beder hende stikke af. Samtidig dukker den intrigante Lola op, og denne håner tilmed Santuzza. Santuzza sværger at hævne sig på Turiddu. Således ydmyget af sin kæreste og hans elskerinde beslutter hun sig for at afsløre den farlige hemmelighed for Lolas mand Alfio. Alfio kommer til og bliver rasende og vil straffe Turiddu og Lola.

Efter gudstjeneste samles hele landsbyen på torvet, og mange drikker en tår over tørsten. Uforsigtigt flirter Turiddu næsten åbenlyst med Lola. Alfio dukker op, og konflikten mellem de to mænd optrappes. Det ender med, at Turiddu bider Alfio i øret - efter siciliansk folkeskik en opfordring til duel. Inden denne tager en småfuld og brødebetynget Turiddu hjem til sin Mama Lucia. Modløst beder han hende om, for det tilfælde han skulle dø i duellen, om hun vil tage Santuzza til sig som sit eget barn. Lucia indvilliger. Han løber væk, og... slutningen må I komme og se.


I denne opsætning har vores instruktør Jacob Beck valgt at lægge handlingen op til de fattige 1970'ere. Underklassemiljøet i det udkantsitalien, som Sicilien kan være, og i dette økonomisk dystre årti giver en bund af tristesse, som vi synes klæder værket - et stykke væk fra den muntre folklore, som plejer at indramme dette jalousidrama.


God fornøjelse


Instruktør

Jacob Beck

Dirigent og pianist:

Ulrich Stærk

     Jacob Beck er født på Fyn i 1972. Efter studentereksamen uddannede han sig til pianist på konservatorier i Odense, Hannover, New York og Århus. Han afsluttede sin solistklasse i 2002 med en række anmelderroste debutkoncerter. Som pianist har Jacob Beck optrådt flittigt som solist, kammermusiker og akkompagnatør i ind- og udland.

     Efter konservatorietiden specialiserede Jacob Beck sig i arbejdet med klassiske sangere inden for både lied, oratorie- og kirkemusik, men især teatermusikken, altså opera, operette og musical. Som akkompagnatør var han en årrække ansat ved både Det kgl. danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet ved Det kgl. Teater. Derudover er han rundt i hele landet i både koncert- og teatersammenhænge. Han har stået i spidsen for musikken for til operaer, operetter, musicals, operashows mv. for bl.a. Det kgl. Teater, Den fynske Opera, Tivoli, Københavns Operafestival, Ålborg Operafestival, Kammeroperaen, Folkeoperaen, Musikteatret Undergrunden, operakompagniet Nontardar.

     Ved siden af musikervirket har Jacob Beck på Odsherred Teaterskole uddannet sig til sceneinstruktør og arbejder i dag fortrinsvis med teater. Han har instrueret operaer, operetter og skuespil på bl.a. til Copenhagen Opera Festival, Den fynske Opera, Det kgl. danske Musikkonservatorium, Ålborg Operafestival, Krudttønden, Den jyske Kammeropera og operakompagniet Nontardar. I 10 år stod han i spidsen for "Operettebåden", som var et omsejlende og særdeles velbesøgt operetteshow i Københavns kanaler. Endvidere har han med stor succes instrueret operettekompagniet Polyhymnias forestillinger på Hofteatret ved Christiansborg de sidste 5 sæsoner, og Jacob Beck har tidligere modtaget et hæderslegat fra Vibedehusfonden for sin indsats for operette i dansk teaterliv. Af nyere instruktionsopgaver kan nævnesMozarts “Cosi fan tutte” på Kolding Egnsteater og Weyses “Sovedrikken” på Den fynske Opera.

Jacob Beck har også som instruktør haft en særlig interesse i at engagere helt unge mennesker i klassisk musikdramatik, bl.a. som sceneinstruktør på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, MGK-operaprojekter, på scenekunstskolen Sceneklar og som instruktør af de musikdramatiske projekter på Orkesterefterskolen i Holstebro.

     Jacob Beck udfylder også en del andre roller inden for musikdramatik og formidling af denne. Først og fremmest er han en særdeles hyppigt brugt konferencier og foredragsholder. Derudover arbejder han også som oversætter af operaer for bl.a. Det kgl. Teater, Jyske Opera og Den fynske Opera og ikke mindst som selvstændig tekstforfatter. Han arbejder også som skuespiller.Endelig kendes Jacob Beck også som panelist i DR2s populære kulturudsendelse “K2”.

     Siden sin meget roste debutkoncert i 1989 i København, som bl.a. indbragte ham Musikanmelderringens Kunstnerpris samme år, har Ulrich Stærk haft en omfattende karriere som solist og kammermusiker i hele verden, bl.a. I Carnegie Hall, New York, Musée d'Orsay og Radio Frances koncertsal i Paris, samt flere koncertsale i bl.a. Berlin, Wien, Milano, Stockholm, Helsinki, Oslo, Dublin Tokyo og Taiwan. Herhjemme har han været solist med samtlige symfoniorkestre og også optrådt med bl.a. Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester.

     Klaverkoncert nr 2 af Herman D. Koppel med Odense Symfoniorkester er således også en del af hans omfattende diskografi, som omfatter op imod 65 CD-udgivelser for bl.a. dacapo, PHILIPS, Claves, Brillant Classics, Virgin Records og Art Produktion.

     Ulrich Staerk er desuden tilknyttet Det Kgl Danske Musikkonservatorium som Associeret Professor og har iøvrigt varetaget forskellige Gæsteprofessorater i bl.a. Paris, Hannover og Göteborg.

I de senere år har han desuden specialiseret i at coache sangere, hvilket har givet ham en række invitationer til diverse Masterclasses i bl.a. USA, Asien, Europa og Skandinavien.

I Danmark er han én af hovedaktørerne ved de store Operafestivaler I København, Aalborg og Herning.

Modtager af flere priser og nomineringer, bl.a. GRAMOPHONE, Strad, Grammy etc

Ulrich Stærk blev i 2018 optaget i den Blå Bog og har også optrådt for Kongehuset ved flere lejligheder, bl.a. ved statsbesøg i udlandet.

Korsyngemester:

Paul Frederiksen

Korindstuderingen varetages af Opera Nordsjællands faste korsyngemester siden 2013, Paul Frederiksen. Paul er uddannet sanger fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og har videreuddannet sig som korleder på Voces Academy.

For foreningen har han indstuderet La Traviata, Cavalleria Rusticana, Liden Kirsten samt sidste års Elskovsdrikken. Han har desuden dirigeret en række af Opera Nordsjællands koncerter og operacaféer.